• Business-update: ECCO har længe været i skammekrogen – nu får de tidligere bankdronning i toppen

    Источник: BDK Finans / 16 апр 2024 09:55:19   America/Chicago

    God eftermiddag, kære Berlingske-læser, og velkommen til tirsdagens Business-update på en dramatisk dag i København. For branden i den godt 400 år gamle børsbygning klos op ad Christiansborg, hvor interesseorganisationen Dansk Erhverv holder til, er næppe gået nogens næse forbi. Her kan du læse Berlingskes liveblog om udviklingen, og her kan du læse Berlingskes leder om branden, signeret af erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen. Og så tyder alt på, at det kan blive en gigantisk forsikringssag. Det skriver Daniel Tidemann om lige her. Det er uden tvivl dagens største nyhed. Men vi giver dig alligevel en overflyvning over dagens øvrige erhvervsnyheder fra ind- og udland. God læselyst. #1 – Europæisk flytrafik til Kina på laveste niveau i 14 år Antallet af flyvninger til Kina fra Europa er faldet til et historisk lavt niveau, skriver Børsen. To tredjedele af ruterne til Kina fra Københavns Lufthavn forsvandt i 2023 sammenlignet med 2019. I landets næststørste lufthavn, Billund Lufthavn, er rejserne til Kina forduftet i samme tempo. 65 procent færre passagerer rejste til det folkerige land i 2023 sammenlignet med før coronapandemien. »Vi var lige begyndt at snuse til den kinesiske trafik, da pandemien lagde lufthavnen ned. Resten af vores rutenetværk er ved at være tilbage på niveau med tiden før 2020, men vi ser slet ikke den samme interesse for Kina længere,« siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn til Børsen. #2 – Købmændene bestemmer igen i Coop Med de dramatiske ændringer i den kriseramte supermarkedsgigant Coop ser det igen ud til, at de selvstændige købmænd bestemmer. Ifølge Finans glæder hundredvis af selvstændige brugsforeninger sig nu til at tjene penge på at sælge dagligvarer og ikke fokusere på at drive bank, riste kaffe og aflevere en for stor del af overskuddet til fællesskabet i Coop. »Det bliver bedre, fordi der kommer en entydig kommerciel ledelse, som bliver gennemsyret af købmandsskab. På den måde kommer man ud over al den snak om hele medlemssiden i Coop og medlemsdemokratiet,« siger Bruno Christensen, som i mange år har fulgt detailhandlen, til Finans. #3 – Carlsberg sagsøges i Rusland – topchef forventer mere af samme skuffe: »Del af et større spil« For en uge siden kunne Reuters afsløre, at fire af Carlsbergs datterselskaber er blevet sagsøgt for over seks milliarder kroner af Baltika Breweries. Selskabet er Carlsbergs tidligere bryggeri i Rusland, men det blev overtaget af russiske myndigheder i juli 2023. Nu siger topchef Jacob Aarup-Andersen til Finans, at den danske bryggerigigant kun forventer, at der kommer mere af den slags. »I en længere periode vil der være et juridisk efterspil omkring den russiske situation. Vi forsvarer Carlsbergs aktionærer og medarbejdere med alle de midler, det kræver, men det er fuldstændig som ventet, at der bliver smidt den her slags sager efter os imens. Det forventer vi, at I vil fortsætte med at se. Det er en del af et større spil,« siger Jacob Aarup-Andersen til mediet. Her kan du læse Finans’ artikel, og her kan du læse Berlingskes seneste artikel om Carlsbergs russiske hovedpine fra den erfarne journalist Lasse Friis. #4 – Karen Frøsig lander toppost i ECCO 1. august er hun fortid i Sydbank, men den mangeårige banktopchef Karen Frøsig har nu landet en stor bestyrelsespost. Og det er ikke i hvilket som helst selskab. Karen Frøsig bliver fra 1. august nyt bestyrelsesmedlem i skogiganten ECCO, der de sidste to år har befundet sig i en permanent imagekrise på grund af selskabets russiske forretning. »Vi er meget glade for, at Karen Frøsig har sagt ja til i august at indtræde i bestyrelserne for ECCO Holding A/S som næstformand og i ECCO Sko A/S som bestyrelsesmedlem. Karen Frøsig kender og har fulgt ECCO i en længere årrække, herunder fra et tæt samarbejde mellem ECCO og Sydbank,« udtaler ECCOs ejer og bestyrelsesformand, Hanni Toosbuy Kasprzak, i en pressemeddelelse. »ECCO er en stor og stærk virksomhed, der såvel i Danmark som internationalt har skabt et flot brand på baggrund af et kvalitetsprodukt. Jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden og til samarbejdet med virksomhedens ledelse,« siger Karen Frøsig. Pressemeddelelsen nævner ikke med et ord den kontroversielle beslutning om at fortsætte med at drive forretning i det krigsførende Rusland. For nylig brød ECCO selv to års tavshed om Rusland i forbindelse med selskabets årsrapport og forklarede, at beslutningen om at blive skyldes et hensyn til medarbejderne. Læs mere her. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Ulrik Harald Bie: Dollaren er styrket. Japan er fanget i en dyr fælde »De finansielle markeder har igen reduceret forventningen til omfanget af rentenedsættelser i USA. Det har styrket dollaren og skabt store problemer i mange lande. For et af verdens rigeste lande kan det blive en katastrofe.« Det skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, og du kan læse hele hans analyse her. B: Det gik galt i Holland. Nu kommer Datatilsynet med opsang til myndighederne efter afsløringer om overvågning af danskerne Det er kommet frem, at mange offentlige myndigheder bruger kunstig intelligens til en lang række forskellige formål, men ikke alle har analyseret konsekvenserne. Det får nu Datatilsynet til at komme med en opsang. Læs journalist Daniel Tidemanns artikel her. C: Nu er Skats historiske sag gået i gang i London. 40 advokater skal dyste i retssalen For seks år siden sagsøgte Skattestyrelsen flere end 100 personer og virksomheder for at få de forsvundne udbyttemilliarder retur. Efter et alvorligt benspænd er den gigantiske sag nu endelig gået i gang i en retssal i det centrale London. Læs journalist Vibe Hyltofts artikel her. Tak, fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/business/business-update-ecco-har-laenge-vaeret-i-skammekrogen-nu-faar-de
Опубликовать